Boliger i fællesskabets tegn
Vi udvider fortsat investeringerne i ejendomme og infrastruktur for at forene hensynet til miljø, boligforhold, befolkningsgrupper med særligt behov på den ene side, og konkurrencedygtigt afkast på den anden side. Ejendommene er langsigtede stabile investeringer, der bidrager bredt til samfundet.
Seniorbofællesskaber er populære
I 2020 har vi færdiggjort boliger klar til udlejning på Bredgade 30 i Herning, i Kameliahus på Grønttorvet i Valby og i Hildis Have i Hillerød. Alle tre byggerier indeholder lejligheder til seniorer, der ønsker et fællesskab med andre beboere. Ejendommene er indrettet med faciliteter, der både styrker de formelle og uformelle møder. Hvad finansiering angår, har vi lært af erfaringerne, og bygger fra nu af seniorbofællesskaber som en del af større anlægsprojekter. Dette gør vi for at være flere om at finansiere de omkringliggende faciliteter, som fx p-pladser og veje og dermed undgå, at den enkeltes leje bliver for høj.
Bo alene sammen med andre
Også boliger til yngre lejere, har vi investeret i. Et nyt koncept så i 2020 dagens lys: Fællesskabsboliger. I foreløbigt 42 boliger på Grønttorvet udbyder vi lejemål til unge – både studerende og ikke-studerende, der med en motiveret ansøgning kan komme i betragtning til en lejlighed. Grundtanken er, at beboerne skal ønske fællesskabet, og også her finder man fællesrum og diverse faciliteter. Syv af boligerne er endda 5-værelses lejligheder, beregnet til egentlige bofællesskaber. Også i disse boliger holder vi lejen i et niveau lavt nok til, at målgruppen kan bo der.
Af andre projekter skal nævnes Bindesbøll Byen i Aarhus med flotte, færdigindrettede fælleslokaler, 200 nye private studieboliger på Grønttorvet med flere fællesfaciliteter og Slagteribyen i Odense, hvor A. Enggaard, med os som medinvestor, over de kommende år opfører en ny bydel med 413 boliger. Endelig forhandler vi om at opføre en række seniorboliger i Herning.